Interview: Sune Rose Wagner

Af: MH, oprindeligt udgivet i vinteren 2009, på Sang-skriver.dk


Efter onsdagens koncert på Voxhall møder jeg Sune Rose Wagner til en snak om sangskrivning. Der er en glad og løssluppen stemning i det tætrøgede backstagerum. Sune Wagner og hans bassist, Nikolaj Nørlund, er ved at tømme en vodkaflaske ned i en omgang appelsinjuice, mens en fra opvarmningsbandet Mellemblond snupper en øl fra køleskabet.

En af myterne helt tilbage fra Sune Wagners Psyched Up Janis-dage er hans fascination af den amerikanske beat-forfatter Jack Kerouac, som han har tatoveret på underarmen. Så første spørgsmål går på, om Sune Wagner sidder i bedste Kerouac-stil foran en gammel skrivemaskine og skriver sine sange?

- Nej, for jeg skriver egentlig mest musik. Det er det jeg gør hele tiden, om jeg så sidder på et hotelværelse, eller hvor jeg nu er, så tager jeg altid guitaren frem og skriver musik. Det er først helt til sidst at jeg sætter tekst til nogle af de melodier jeg bedst kan lide. Men teksterne er helt klart det, der er sværest for mig.

For nogle år tilbage sagde du, at du havde omkring 80 sange at vælge mellem til et album, var det så med eller uden tekst?

- Ja, det er vist sket et par gange - men de 80 sange var med tekst. Jeg laver mange flere melodier.

Hvor mange sange har du skrevet i løbet af dit liv? [alle griner højt i lokalet, red.]

- 1722. Nej, det ved jeg sgu ikke.

Til aftenens koncert var der i alt tre covernumre, to af Kliche, og så et fra Vesterbro Ungdomsgård, fra pladen Kattejammerrock. Hvorfor spillede I lige det nummer?

- Kattejammerrock er bare en fantastisk plade. Teksten er selvfølgelig meget tidsbestemt for 70-erne, men melodien passede bare lige ind.

På en af teksterne fra den nye dansk-sprogede plade har Sune Wagner lånt en hyldest til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, teksten Tyskerpigen, som har en ukendt ophavsmand. Hvad var det -som ramte dig i den tekst?

- Det var bare en så ekstremt poetisk og samtidig ekstremt hård tekst. Tit, når folk vil skrive hårde tekster, så bliver de også hårde i sproget, men her var et nummer som havde det poetiske med.

Var der noget samfundsmæssigt du ville sige med teksten, eller sagt på en anden måde: Var der noget link op til nutiden?

- Nej, ikke rigtig. Teksten kan selvfølgelig altid sige noget til folk, der er i krig også nu om dage. Men filmen Flammen og Citronen handler jo også om 2. Verdenskrig. Så nej, det var bare en smuk tekst.

Du har på flere plader haft meget stramme koncepter, fx kun at måtte skrive i tre akkorder, kun i mol, og kun i dur. Er der en linje i din sangskrivning fra du startede og frem til i dag?

- Jeg prøver bare lidt af hvert og arbejder med en masse forskelligt hele tiden. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig på den næste plade at arbejde mere med en producer (Sune Wagner producerer selv pladerne, red.) som kan gå lidt mere ind over og hjælpe med at få nogle bedre omkvæd. Måske kunne han give nogle indspark i processen, og man kunne sende nogle idéer til ham eller omvendt.

Da Voxhall for anden gang på kort tid høfligt gelejder de småberusede tropper videre i programmet, stopper samtalen, og Sune Wagner giver en hjertelig håndlab til farvel. Han lader ikke til at have gjort sig dybere tanker over sangskrivningens ædle kunst, men lader i stedet til at leve på et konstant arbejdsflow, efter forbillede fra 50-er-beat-forfatteren, Jack Kerouac.